Hvis kiropraktoren ved første undersøgelse vurderer, at der er tale om et problem, der kan afhjælpes med kiropraktisk behandling, modtager man individuelt tilpasset behandling umiddelbart efter undersøgelsen.
Populært set er kiropraktoren mest kendt for ledfrigørende behandling (også kaldet manipulationsbehandling, manuel behandling mm.), hvor kiropraktoren med hænderne laver lette tryk eller træk på stive led i ryg, nakke, arme eller ben. Herved får man et givent led til at åbne sig ganske få milimeter. Ofte er dette ledsaget af et hørtbart ‘klik’, som er lyden af en lille gasboble, der frigives fra ledvæsken. Denne gasboble er med til at øge leddets bevægelighed og er hverken usund eller farlig. Det vil altså sige, at der hverken er tale om noget, der ‘forskubbes’ eller ‘trykkes på plads’, men om stivhed i et ofte ømt led, der løsnes ved hjælp af blide tryk.
Den moderne kiropraktor modtager også undervisning på universitetet i mange andre forskellige former for behandlingmodaliteter. Herunder hører fx. forskellige former for strækteknikker, Dry Needling (nålebehandling) samt øvelsesterapi.
Alt efter hvilke symptomer man har og diagnosen der stilles, vælger kiropraktoren herefter den mest passende behandling til netop dit problem.